HORNS HERRED

Se Fotos af Lendum Kirke  

Sagnet fortæller, at der et stykke fra Lendum-Sindal vejen ligger en høj kuplet bakke, der kaldes Kirkebjerget, hvor der lå usædvanlig mange store kampesten. Stenmateriale er jo ret almindeligt i Lendum Sogn, men på dette Kirkebjerg ville man naturligvis opføre kirken fordi her var byggematerialet jo tilgængeligt i rigelig mængde.
Man påbegyndte opførelsen, men hver nat blev det man havde opbygget om dagen, brudt ned og anbragt på den bakketop, hvor kirken i dag ligger. Da indså man, at det vist var meningen at andre kræfter havde bestemt at kirken ikke skulle ligge på Kirkebjerget, men på den bakke hvortil kampestenene hver nat blev flyttet.

DEN OPRINDELIGE KIRKE
Fund af granitkvadre flere steder i muren i koret især, viser at den oprindelige kirke var af romansk oprindelse som sagnet antyder opført af kampesten omkring 1300-tallet, hvor de fleste af Danmarks landsbykirker blev bygget efter vort folks overgang til kristendommen o. 1000.

I DE FØLGENDE ÅRHUNDREDER
undergik Lendum Kirke store forandringer. Som den fremtræder i dag ligner den det vendsysselske landskab barsk og uden sentimentalitet står den på sin af højere magt udvalgte bakketop, højt hævet over det omliggende land og over byen med vid udsigt til alle verdenshjørner.
Kirkens nuværende udseende går tilbage til omkring 1580- 1600. I 1610-30 så det sort ud for Lendum Kirke, der som følge af kejserkrigen var blevet i den grad forsømt. Således lyder en gammel beretning fra 1631: Lendum Kirke vorder tillige med våbenhus og kirkegårdsdige ganske brøstfældig, at en del af kirken stod helt åben. Kirkegårdsdiget er revnet, porten nede og man kunne næppe noget steds i kirken sidde tørt.
Der kom ikke rigtigt orden i forholdene, før herremanden Knud Rodsten af Lengsholm blev værge for kirken. Han overtog faktisk kirken og kirketienden .
Knud Rodsten og hans hustru gennemførte en restaurering og istandsættelse i året 1640.
Lengsholms ejere har således siden udstyret kirken med alt, hvad den kunne ønske sig. 1 1820-erne overgik kirken ved salg til de omkringliggende fæstegårde.
I 1895 foretages på ny en omfattende restaurering af kirken. Bl.a. fik den opsat nyt bjælkeloft, og syd- og østmuren blev ombygget. Senere omkring 1906 foretoges en indvendig restaurering.

ALTERTAVLEN
 er fra 1724, fremstillet af fyrretræ med søjler af eg. Den blev gennemgribende restaureret i 1909 efter at tavlen ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908 var fundet bevaringsværdig. Er senere restaureret i 1991.
I topstykket et opstandelsesbillede, i midterfeltet et korsfæstelsesbillede. På fodstykket er malet nadverordene med smukke gyldne frakturbogstaver. På postamenterne fremtræder våben og navnetræk Jørgen Bille - Ide Rodsten.

ALTERBORDET
er muret op og beklædt med et dekorativt panel. Er restaureret, smykket og opmalet med ornamentik efter motiver fra den tid alterpartiet blev fremstillet . En ældre dækplade fra alterbordet af sten og med et relikviegemme i midten, er nedlagt på tærskelen ved indgangen. Hele alterpartiet fremtræder med fine, stærke og dog beherskede farver og syner overordentligt smukt set mod korets store flade.

BAROKSTAGERNE
på alterbordet er fra 1682, fremstillet af malm og var en gave fra Ove Budde og Kathrine Rodsten.

KALKEN
er skænket af Jens Vognsen og bærer indskrift og årstal 1472.

ALTERDUGEN
Den smukke broderede alterdug tilligemed et tæppe foran alteret, er en gave fra en kreds af sognets kvinder, ca. 1950.
Kirken har i 2006 fået et nyt altertæppe lagt på og dermed var det slut med at kigge på det over 50 år gamle og meget nedslidte tæppe, som også denne gang blev syet af lokale kvinder.

 

KNÆFALDSSKRANKEN
er skænket af Jens Vognsen i 1728 og bærer årstal og våben. Fremtræder som et smukt stykke smedejernsarbejde i sengotisk stil. Våben som altertavlen.

PRÆDIKESTOLEN
 er opstillet 1640, ved Knud Rodsten og Else Vinds istandsættelse af kirken samme år. Givernes navne og våben er udskåret i et par af felterne. De øvrige felter har udskårne fremstillinger af Jesu fødsel, korsfæstelse og opstandelse. Der har været et sjette felt, som er gået tabt under stolens flytning omkring 1896, den blev flyttet fra midten af kirken til dens nuværende plads i det sydøstlige hjørne af midtskibet. Himlen over prædikestolen er også holdt i smukke farver. I lydhimlens midte findes en afbildning af en svævende due.
Takket være den restaurering der blev foretaget i 1909, og senere restaureret i 1991, står den gamle prædikestol den dag i dag med de farver, som den oprindelig havde, da den blev forarbejdet .

KRUSIFIKSET  hængte oprindeligt over midten af korbuen, men blev efter restaureringen i 1896 anbragt på væggen lige overfor prædikestolen, hvorved den store vægflades hvide ensformighed er brudt fint.

PULPITURET
 I den vestlige del af kirken findes et pulpitur, som ikke blev omfattet af restaureringen i 1909, der efter Nationalmuseets undersøgelse dengang virkede velholdte og skønne.
Pulpituret er af fyrretræ. Brystværnet har ni fyldninger. I den midterste er malet givernes våben (1640, sml. altertavlen). De øvrige felter omfatter allegoriske malerier: Åndelig fattigdom - Sorg - Spagfærdighed - Hunger - Miskundhed - Renhed af hjertet - Fredsommelighed - Forfølgelse, foruden skriftstedstal.
Rammeværket er marmoreret.

DØBEFONTEN
 Er en romansk granitfont fra den oprindelige kirke, fremstillet lokalt, som de typiske Vendsysselfonte. Den er prunkløs uden særlige ornamenter og udsmykning.
Fontens plads er i dag under korbuen i skibets nordøstre hjørne. Tidligere stod den ved kirkens indgang i vestenden af midtskibet, hvor der endnu er mærker efter den.
Den oldkirkelige skik fordrede, at dåben ikke foregik i selve kirken, men før man kom ind i denne.
Dåben var "frelsens dør" og indgangen til det øvrige sakramente og intet var dengang mere naturligt, end at fonten stod tæt ved kirkedøren i kirkens vestende.

EPITAFIER
I opgangen til koret ligger en ligsten over Laurits Krog, som døde i 1768 og hustruen Magdalene Andrup og deres otte børn.
Under koret findes endnu en del eftermurede begravelser, hvor mange af Lengsholms ejere formodentlig er begravede.
I korets nordre mur er en gammel marmorgravsten indmuret. Den har oprindelig været nedfældet i gulvet og er et fortidsminde fra den oprindelige kirke, eftersom stenen er fra 1400-tallet.
I 1951 foretoges den sidste større restaurering af kirken, hvor der bl.a. blev oprettet et kapel i en gammel gravkrypt under kirken.
Ved udgravningen til kapellet, fandtes en del kister, som var stærkt medtaget og formodes også at indeholde jordiske rester af forskellige herremænd fra Lengsholms glansperiode.

KIRKEBYGNINGEN
 Betragter man bygningen, vil man finde, at der i nordvæggen i midtskibet, har været en indgang (den kvindelige) synlig som en niche. Overfor denne har der været en tilsvarende indgang (den mandlige), men den er i dag fuldstændig slettet.
Våbenhuset har haft indgang fra nord, men den gamle og oprindelige indgang fra vest er blevet genåbnet og benyttes i dag.
Våbenhuset stod oprindeligt i forbindelse med skibet ved en bred arkade, der nu er tilmuret med en forholdsvis smal døråbning i skillemuren. Indvendig er korets gamle bjælkeloft fremdraget i 1895.
Kirkebygningen har i 2006 fået nyt teglstenstag og udvendigt murværk er renoveret og murkamme inddækket.

INVENTAR IØVRIGT
Den tolvarmede Lysekrone er en gave fra en københavnsk metalfabrikant, der i 1792 blev gift med en datter af en tidligere ejer af Lengsholm.
Den er siden blevet suppleret med en lignende lysekrone i 1908, der sammen med den store syvarmede lysestage (Titus-stagen) blev skænket kirken.

KIRKESTÆVNE
 foretoges ved indgangen til kirken, hvor præsten stod på den cylindriske sten og meddelte sognets beboere offentlige bekendtgørelser.
Den sidste sognefoged blev fremstillet her i 1962.
Stenen var fundament til det oprindelige alterbord, hvis dækplade er tærskelsten (omtalt under alterbord).
Kirkestævne er fra en tid, hvor man knap nok havde aviser, og det var præstens opgave at fremstille sognets forskellige sager. Man måtte således holde sig orienteret ved fremmøde i kirketiden fra de forskellige ejendomme og beboelser.

KIRKEKLOKKEN
 hænger i en nyere klokkestabel i den sydøstlige del af kirkegården. Den er fra 1581 og er støbt af klokkestøber Petrus Laurentil og bærer hans støbemærke.
Den har indskriften: Surgite martin et benete ad vidicium 1581.
Indskriften oversættes: Rejser eder i døde og kommer til dommen.
En nyere klokke fra 1964 er ophængt ved siden af den gamle . Den nye klokke er skænket af Lendum Spare- og Lånekasse og er ændret til automatisk klokkeringning i 2008

KIRKEGÅRDSMUREN
Det smukke stendige, der i dag omkranser kirken og dens gravsteder, blev tilvirket over to somre i årene 1929 - 30.
Stenene, hvoraf de fleste stammer fra oprindelige diger om kirken, blev kløvet og arrangeret af lokalhåndværkerne Tobias Jensen og Ejner Jensen.